VEJLE FJORD, MUNKEBJERG

Jeg fangede min første havørred ved Ibæk en martsdag i 1986. En fed lille fyr på 42 cm bed på en blå 10 grams Toby. Den dag var jeg ikke til at skyde igennem.

Der er ofte mange, der fisker langs vejen på det inderste stykke, men det har aldrig rigtigt sagt mig noget. Jeg vil hellere fiske, hvor jeg kan være mere alene. Så, hvis jeg fisker her ved Munkebjerg, er det som oftest fra P-pladsen og udefter. Som regel er det om vinteren, jeg fisker her.

Der er ikke den store afveksling i forholdene langs Munkebjerg. Lidt blød bund med spredte ålegræspletter og en muslingebanke i ny og næ. Vanddybden varierer heller ikke ret meget, så det er ret nemt at fiske her. Bare ud i vandet og fisk derudaf.