Jeg har gennem årene nedskrevet nogle af de skøre ting, mine børn har gjort eller sagt. Det er sjovt senere at sidde og læse tingene igennem med ungerne. De morer sig mindst lige så meget som os andre, over de ting de selv har gjort. Ofte skal en episode gennemgåes flere gange med lige meget grin hver gang, inden de er tilfredse. Jeg kan kun opfordre andre til at gøre det samme.
Jeg har her samlet en omgang greatest hits.

Jeg vil starte med et citat fra min ældste datter, Lise, der altid har snakket utroligt meget også ved spisebordet. Jeg har nok sagt, at hun skulle sidde ordentligt eller noget i den retning.
Så kom den her: Hellere tale med mad i munden end slet ikke at spise.

3 år gammel har Lise bygget en by af LEGO klodser og hun fortæller stolt, hvad det er, hun har lavet. En købmandsforretning, et bageri, et slagteri osv. Hun sprang dog et af husene over, og jeg spørger hende, hvad det er for et hus. Hun siger så, at det er et sted, hvor man "seller" ting, og tilføjer med et smil på læben, at det er et selleri.

Senere samme år er det ved at være tid for hornfisk ude ved kysten. Nå, skal vi ikke tage på fisketur, spørger jeg. Men idet jeg kan mærke, at forslaget ikke vækker udelt begejstring, siger jeg til Lise, at det være, vi kan fange nogle hornfisk. Far, er det sådan nogle, der dytter, var reaktionen.

Nå, men vi kom afsted på fisketur, og mens vi sidder stille og roligt og holder øje med vores prop, siger Lise pludseligt: Det er godt jeg ikke levede i gamle dage far, for så var jeg allerede død.

Lise er stadigvæk tre år gammel, da hun en dag ser en udsendelse i fjernsynet om Kina, uden dog at følge særligt opmærksomt med. Da udsendelsen kommer ind på festlighederne omkring det kinesiske nytår, prøver jeg at gøre Lise lidt interesseret. Se i fjernsynet Lise - der er fyrværkeri. Nå, de holder nok fyraften nu var reaktionen, men hendes nysgerrighed var ikke vakt.

I stedet spørger hun mig:
Far, er du god til at køre bil?
Ja, selvfølgelig er jeg det, Lise.
Ja, det er mor også, udbryder Lise, hun er kun kørt galt en gang!!

Det er efterår og fodboldsæsonen synger på sidste vers. Jeg følges med Jane, Lises mor og Lise fra fodboldbanen, da en flyvemaskine kommer hen over os.
Lise: Se far, der er en flyvemaskine.
Far: Ja, det er der sørme også.
Lise: Kan du se den blinker?
Far: Ja, det kan jeg godt se.
Lise: Det er nok fordi den skal dreje.

I november 1988, tæt på Lises 5 års fødselsdag er vi taget til en cirkusforestilling i Grindsted. En akrobat arrangerer en mængde glas oven på hinanden på en bakke, stiller bakken på håndtaget af en sabel. Så anbringer han sablens spids på spidsen af en kniv og tager kniven i munden. Med hele molevitten i fuld balance klatrer akrobaten op på en stige. Da han er nået helt op stiller han sig med den ene arm og det ene ben ud til siden.
Så er det Lise siger: Det der kan jeg altså ikke gøre, far.
Hvortil jeg svarer: Nej, det tror jeg heller ikke du kan. Det ser meget svært ud.
Lise siger så: Jeg kan ihvertfald ikke stå på et ben på en stige!!!!

Nu kommer i hurtig rækkefølge nogle korte guldkorn.

De er fra Lise i 5-6-7 års alderen.

Hjemme hos Mogens (en onkel).
Mogens: Jeg troede mælken var for gammel.
Lise: Har du haft den i for mange år.

Hørt ved morgenbordet.
Far: Hvad søren Lise, har du allerede spist din havregrød.
Lise: Nej, jeg mangler det på bukserne.

Lise sidder på fortovet og leger med ting og sager.
Hun løfter en orm op og siger: Goddag lille orm. Det er godt du ikke er lilla, for så var jeg blevet bange.

Ved oldemor og oldefars guldbryllup sidder Lise og venter på at få lov til at gå fra bordet og siger pludseligt meget højt: Hvornår mon de drøvtyggere er færdige?

En varm sommerdag kommer Lise og tager fat i en luns af Janes lår og udbryder: Fedt og kalorier.

En dag, hvor Lise sidder på sit værelse, vil jeg gerne tale lidt med hende og følgende ordveksling finder sted:
Far: Nå Lise. Hvad sidder du og laver?
Lise: Jeg tegner - du ska gå.
Far: Okay okay. Jeg går igen.
Lise: Gå op til mor og boller. (hun sagde boller)
Far: Hvad siger du?
Lise: Ja, jeg vil gerne have en lillesøster.

Samme situation et par dage senere.
Lise: Far, hvad har du lavet i dag?
Far: Jeg har lavet så meget. Lad mig nu se, jeg har...
Lise: Stop. Jeg gider ikke høre om det. Det er så kedeligt. Man kan sige, at børn lyser op. Voksne er grå, børn er farver.
Far: Nå?
Lise: Ja, I sidder bare på en stol dagen lang.

Hvor pokker får de det fra? Nå, men Jane og jeg fik da bollet, og en dag efter at det var klart Jane igen var gravid, sidder Lise og Jane og bladrer i en bog fyldt med billeder omkring graviditet.
Mor: Se der Lise, her kan man se, sædcellerne er på vej hen til ægget. Det tager ca. 6 timer at komme de 15-18 cm.
Lise (måbende): Skal man så bolle i 6 timer??

I sommerferien samme år har vi en dag været en tur i Legoland. Lise er cyklet i forvejen hjem. Da Jane og jeg kommer hjem, sidder der en seddel klistret på køkkenvinduet med flg. meddelelse:
Jeg er cyklet hen til Alexandra. Nøglen ligger under måtten. Lise.

Lise kommer en dag hen til Jane.
Lise: Når jeg bliver stor, vil jeg have en pitbull-terrier.
Jane: Ja, men det varer da heldigvis en 20-25 år endnu.
En kort pause.
Lise: Århh. Til den tid er jeg sgu' da en gammel kælling.

Jane fik da født vores yngste datter Mette, og så skulle vi på den igen med babymad, bleer osv. Mænd er jo ikke altid lige gode til at huske på, hvad det er, man skal med sådan en lille størrelse. Jeg var i hvert fald ikke. Så en dag hvor jeg har spurgt om dit og dat, siger Jane dybt sukkende til Lise: Jeg er træt af alt det, far skal have at vide om Mette. Hvortil Lise svarer: Mor, man kan altså ikke lære alting på et gymnasium.

Efterhånden lærer Mette også at snakke, så nu skal I høre lidt af, hvad hun kan byde på.

En tidlig morgen går Jane ind for at vække Mette.
Mor: Mette du skal op. Det er idag, det er fars fødselsdag. Vi skal ind for at give ham gaver og synge fødselsdagssang.
Mette, meget søvnig: Nej, ikke lige nu. Vi venter til i morgen.

Jane, Mette og Janes mor er en tur i Bilka for at handle. De kommer forbi en stabel boller. Mette kigger på bollerne og siger: Moar, jeg er sulten. Det kan godt være, siger mor, men vi skal spise senere. Mette stopper op og siger meget bestemt: Hvis jeg ikke får noget mad nu, så dør jeg. Først ser hun meget dårlig ud. Så begynder hun at vakle rundt, stikker tungen langt ud af munden og kommer med dybe rallelyde, samtidig med at hun holder hænderne op til halsen. Helt rød i hovedet blev hn også. Jeg tror nok moderen og bedstemoderen forbarmede sig over det stakkels kræ.

Børn har store ører. I hvert fald fanger de mange af de ting, de hører rundt omkring.
En dag kommer Mette gående gennem køkkenet, men Jane og jeg er ved at lave frokost. Uden at se hverken til højre eller venstre, siger hun pludseligt: Tid er penge, at I ved det. Og så forsvinder hun ind i stuen.

Mens Jane havde forældreorlov, var hun og Mette ofte på indkøbstur i Bilka. Jane og Mette er gået ind i Bilkas bistro for at få sig en bid mad og går hen for at sætte sig ved et bord. Jane opdager en halv rød pølse under et bord og siger til Mette: Vi skal ikke sidde her, der ligger en pølse under bordet. Hvortil Mette meget højt spørger: Mor, er det en hundelort?