FISKETURE 2010

Billeder fra fisketure
De billeder jeg synes, jeg vil dele med jer andre kan ses på min blog.

38. 23. oktober 2010, Karup Å, Høgild
Så nåede jeg lige at prøve Viborg stykket ved Høgild i år også. Jeg havde fat i en havørred i et kort stykke tid, men op ville den ikke.

37. 9. oktober 2010, Grindsted Å, Utoft
Jeg fiskede med store fluer, mens dagslyset langsomt svandt bort. Til sidst var det så bælgragende mørkt, at det var godt, jeg var stedkendt. Ellers ville jeg måske have haft besvær med at finde tilbage til P-pladsen. Jeg havde fat i en god fisk, sandsynligvis en regnbueørred efter dens opførsel at dømme.

36. 4. oktober 2010, Grindsted Å, Utoft
Dette blev turen, der reddede å sæsonen 2010. Først en regnbue, så en lille bækørred. Opstrøms broen kom så hugget ud af ingenting. Lige som spinneren ramte vandet bed laksen på. I starten gik fisken ved bunden, men efter 5 minutters maximalt pres kom den op så jeg kunne se den. Hanlaks, 80-90 cm og godt kroget i underkæben. Da den blev roligere fik jeg den ind til bredden, og jeg kunne få spinneren fri med stangspidsen. Og væk var fisken lige så hurtigt som den bed på. Under fighten prøvede jeg at tage et par billeder af den, men de blev ikke ret gode.
10 minutter senere fik jeg nok et godt hug. Ikke så stor en fisk denne gang, men efter et par gevaldige udløb kunne jeg tage et billede af en ørred, ca 60 cm. Hurtigt fik jeg fisken tilbage i åen og efter at have siddet og funderet over livet i en 10 minutters tid, kørte jeg hjem.

35. 25. september 2010, Grindsted Engsø
Dejligt vejt til en tur på søen. Jeg fangede en enkelt gedde på 50 cm og havde yderligere 2 tilbud.

34. 23. september 2010, Grindsted Å, Mølby-Eg
Jeg var for første gang ved Ålling mellem broerne ved Tiphedevej og Mølbyvej. Fint sted, skal prøves igen. Enstor fisk vendte bag fluen efterladende en kæmpebølge, er var længe om at lægge sig. Laks eller havørred er det mest sandsynlige.

33. 12. august 2010, Grindsted Å, Utoft og Bystykket
Ingen fisk.

32. 3. august 2010, Grindsted Å, Utoft
Ingen fisk.

31. 29. juli 2010, Vejle Fjord, Trelde Næs
Stigende vandstand fra kl 20.00, 5 m/s ifølge dmi, ideelt. Fremme ved Trelde blæste det nok det dobbelte, vandet lignede cafe au lait, næsten umuligt at fiske. Ellers var det fint at være ude i det grumsede sommervejr. En flok marsvin muntrede sig på lillebæltsiden af næsset gennem længere tid. Der var vel en 5-6 stykker.

30. 27. juli 2010, Grindsted Å, Utoft
Aftentur til Utoft sammen med Mogens. Åen ser fantastisk ud, bare synd der ingen fisk er. Jeg så 2 små fisk, der ringede. Kun den ene ville tage fluen, men jeg var for hurtig på aftrækkeren.

29. 21. juli 2010, Grindsted Engsø
Det var rart at plaske rundt i søen efter en lang varm dag på arbejde. Jeg fangede hurtigt en lille gedde på 20 cm. Der skete ikke mere før mørket faldt på og jeg var på vej retur til havnen. En pæn gedde tog fluen stille og roligt og efter en lille smule tovtrækkeri kunne jeg fjerne krogen fra en gedde på ca. 55 cm.

28. 17. juli 2010, Torp Sø
Jeg havde fået lov til at fiske i Torp Sø. Jeg havde store forventninger, men blev desværre skuffet. Vandet var meget uklart, jeg kunne højst se 20 cm ned i vandet. Flere småfisk drønede rundt i overfladen, men jeg så ikke noget til rovfisk. Jeg målte dybden på midten af søen til at være 6-7 m.

27. 15. juli 2010, Vejle Fjord, Holtser Hage
Flot, flot aften, men så eller mærkede ingen fisk overhovedet.

26. 25. juni 2010, Grindsted Engsø
Igen en tur til søen, hvor jeg fangede 4 små gedder fra 20 til 50 cm.

25. 20. juni 2010, Grindsted Engsø
Aftentur med pontonbåden, hvor jeg fangede 2 aborrer, ca. 30 cm begge to, og 2 små gedder, 20 og 40 cm. En rigtig stor gedde på omkring en meter bed sig fast i den på 40 cm, mens jeg var ved at trække den ind. Den store gjorde flere udløb, inden den svømmede gennem noget grøde og slap taget i min fisk.

24. 15. juni 2010, Ansager Å
Jeg prøvede at køre ned ved den lille P-plads mellem Krogager og Lauborgvej. Det var et fint stykke å, der her åbenbarede sig. Ærgeligt, der kun var regnbuer at fange. Der var masser af majfluer og millionvis af caenis. Jeg fangede 10-15 regnbuer.

23. 10. juni 2010, Grindsted Engsø
Jeg fiskede fra 18-tiden til det begyndte at blive mørkt lidt efter 10. Det første lange stykke tid fangede jeg kun en aborre, min første på flue, men den sidste halve time fangede jeg 2 gedder og havde kontakt til en tredje. Den største var 55 cm og den mindste ca. 40.

22. 7. juni 2010, Grindsted Engsø
Jeg gik en tur rundt om søen. Jeg fangede 1 gedde 45 cm og en lille aborre.

21. 5. juni 2010, Vejle Fjord, Trelde Næs
Nu skulle kysten prøves, og sikke en fin aften jeg havde valgt. Varmt og frisk vind fra vest, mens solen langsomt forsvandt. Ørreder var der ingen af, men der var hornfisk rundt langs hele næsset. Jeg havde masser af puf og stød til fluen. 4 hornfisk havde jeg på krogen, men 2 af dem faldt af inden jeg fik dem ind til land.

20. 4. juni 2010, Grindsted Engsø
I det gode sommervejr ville jeg lige se, om der var nogen ude at fiske i søen. Jeg tog så lige stangen med. En enkelt af juniorerne var ude for at prøve lykken, men han så ikke ud til at have heldet med sig. Jeg fangede heller ingen fisk, men så dog et par pænt store aborrer følge wobleren helt ind til land.

19. 24. maj 2010, Grindsted Å, Utoft
Jeg fiskede opstrøms broen i 1½-times tid. Endelig var der en stor fisk, der viste interesse for fluen. Jeg fiskede hen over samme sted et par gange, inden hugget faldt for alvor. Fisken startede med et par gevaldige spring ovenud af vandet. Så var jeg klar over, der var tale om en regnbueørred. Øv, men det kunne den jo ikke gøre for. Ca. 35 cm.

18. 20. maj 2010, Holme Å
Jeg mødtes med Mogens ved P-pladsen ved Puglund ved 19-tiden. Vi fiskede et lille stykke nedstrøms, vi havde begge enkelte småhug.

17. 20. maj 2010, Grindsted Engsø
Morgentur til Engsøen, hvor jeg fangede en pæn aborre, ca 35 cm.

16. 11. maj 2010, Grindsted Engsø
På gåben rundt om søen, fangede 2 gedder, 1 på 20 cm og en på 45 cm.

15. 9. maj 2010, Grindsted Engsø
En afslappende dag på søen, hvor jeg skulle prøve pontonbåden med mine nye svømmefødder. Det var langt nemmere at fiske fra båden med svømmefødderne på. Jeg fangede 2 gedder på ca 40 cm.

14. 5. maj 2010, Grindsted Engsø
Ny dag, men samme tendens, færre fisk bare større. Denne dag var det en med fut i, der som den første resolut huggede på wobleren. Flere tunge udløb og en tur gennem siv og grøde. Jeg vurderede, det var for svært at få den helt op på land til fotografering, så jeg løsnede krogen, mens fisken var i vandet. Den stod lige og sundede sig lidt, inden den sprintede ud i søen igen. Tæt på 90 cm og min hidtil største gedde. Så den på 50 cm jeg fangede i den anden ende af søen, var jo vand ved siden af den første.

13. 4. maj 2010, Grindsted Engsø
Det blev til en times fiskeri inden solnedgang, tøsen skulle lige køres til pigeaften først. Knap så mange gedder som i går men lidt større. 4 stk mellem 30 cm og 50 cm. Kun wobleren var i brug.

12. 3. maj 2010, Grindsted Engsø
Tid til at prøve gedderne, nu da fredningen er overstået. En tur rundt om søen gav 12 gedder mellem 20 cm og 45 cm. Halvdelen på spinner, resten på wobler.

11. 26. april 2010, Grindsted Å, Bystykket
Jeg havde på vej nedstrøms kontakt med en fisk under den første træbro. På vejen tilbage skulle den lige prøves igen. Jeg fangede en regnbueørred 30-35 cm. Ellers ingenting.

10. 12. april 2010, Grene Å
Dejlig varm aften, hvor vinden havde lagt sig. Mange små ørreder mellem 5 og 15 cm.

9. 11. april 2010, Grindsted Å, Bystykket
Jeg var lige ude for at kigge på P-pladser ved åen, men havde selvfølgelig taget fiskestangen med. Jeg fiskede en halv times tid i åen lngs med Engsøen. Jeg fangede en bækørred på 20-25 cm, ellers ikke noget.

8. 8. april 2010, Grindsted Å, Kirkestykket
Jeg skulle også lige prøve Kirkestykket, stadig ingen fisk.

7. 7. april 2010, Grindsted Å, Utoft
Jeg tog tidligt fri fra abejde for at fiske på det nederste stykke ved Utoft neden for Lyngheden. Dejligt vejr - ingen fisk

6. 5. april 2010, Grindsted Å, Utoft
På påskens sidste dag nåede jeg lige et smut ud forbi utoft. Igen masser af forår, isfugle der drøner frem og tilbage, vipstjerter der drøner rundt på grødeklatterne og en lille døgnflueædende stalling, der havde lyst til at smage på en nymfe.

5. 1. april 2010, Grindsted Å
Jeg fiskede på de fleste af foreningens stykker ved Grindsted Å, jeg manglede bare lige stykket ved Kirken, men det må blive en anden dag. Ved søen havde jeg hug af en lille stalling, neden for Lyngheden havde jeg en bækørred på i et par sekunder og længere opstrøms pillede en fisk jeg ikke fik at se ved fluen. Vejret var ok, når det ikke regnede. Jeg mødte flere andre, der også lige skulle have luften snøren efter den lange vinter.

4. 31. marts 2010, Grindsted Engsø
Jeg gik en runde ved søen, inden det går løs i åen. Jeg fangede 2 små gedder, begge ca 30 cm.

3. 28. marts 2010, Grindsted Engsø
Jeg tog til Engsøen for at afprøve min pontonbåd. Udmærket at sejle i, jeg skal bare lige øve lidt mere fluefiskeri fra den. Jeg mangler helt klart et par svømmefødder. En enkelt gedde angreb fluen, men ingen af os havde den rette timing.

2. 24. marts 2010, Grindsted Engsø
Bare lige en time ved søen efter isen er smeltet. Et par gedder viste interesse for spinneren - godt at komme i gang igen.

1. 20. marts 2010, Horsens Fjord
Jeg fiskede ud langs Borre Odde uden at se skyggen af fisk. Vandet var sikkert stadig koldt, der var trods de seneste dages tøvejr stadig rester af is hist og her.