FISKETURE 2009

Billeder fra fisketure
De billeder jeg synes, jeg vil dele med jer andre kan ses på min blog.

72. 31. oktober 2009, Grindsted Å, Utoft
Sidste dag ved åen, så jeg skulle lige ud for at kigge. Jeg talte først med et par unge tyskere, fiskede så lidt og snakkede til slut med John Becker. Jeg fangede en 25 cm stalling og havde kontakt til en stor fisk, men den fik jeg skræmt.

71. 29. oktober 2009, Ansager Å, Frimærket
Jeg tog tidligt fri fra arbejde og mødtes med Mogens på frimærket ved Ansager Å. Det var rigtigt koldt og vi fiskede en times tid. Mogens fangede en bækørred og jeg en gren som beholdt fluen.

70. 26. oktober 2009, Grindsted Å, Utoft
Jeg fiskede i dag på venstre side af åen, det kunne jo være jeg kunne finde et par fisk på andre steder end de sædvanlige. Det blev dog kun til en enkelt. Jeg fangede en bækørred lige over 30 cm for enden af stykket.

69. 20. oktober 2009, Grindsted Å, Utoft
Det blev kun til en kort tur, da solen inden længe ville gå ned. Jeg prøvede et par 'sikre' huller, men kun det ene viste sig at være det. En flot stalling lige omkring målet bed på nymfen.

68. 19. oktober 2009, Grindsted Engsø
Det blev kun til en kort tur langs med nordsiden af søen. En enkelt gang havde jeg en gedde på krogen, dog kun i få sekunder, inden den slap taget i spinneren.

67. 17. oktober 2009, Grindsted Å, Bystykket
Solskin, frisk vind fra nordvest og små 10 grader. Dejligt vejr til en fisketur på denne tid af året. Masser af mindre stallinger på bystykket. Det blev også til 2 stallinger af respektabel størrelse lige omkring målet. Jeg havde også kig på en ørred, men den ville iike som jeg.

66. 9. oktober 2009, Grindsted Å, Utoft
På denne dejlige efterårsdag fangede jeg en håndfuld mindre stallinger og en bækørred på 35 cm.

65. 30. september 2009, Grindsted Å, Utoft
En dejlig aften ved åen blev krydret med 2 bækørreder og en stalling. Ret hurtigt havde jeg en god fisk på krogen, men den blev ikke hængende. Så skulle der gå en rum tid inden næste gode tilbud indfandt sig, men så gik det også slag i slag. Først 2 gode tilbud, hvor jeg både så og mærkede fiskene, og så var den der. En bækørred, ca 35 cm, i fin kondition havde taget nymfen. 5 meter længere nede af åen kom et godt hug og efter kort tid kunne jeg afkroge en flot blå stalling, mens den stadig var i vandet. Fisken var måske over 40 cm. Da jeg nåede den gamle grødeopsamlingsplads rullede jeg snøren ind og gik hjemefter. Da jeg passerede en af de tidligere nævnte standpladser skulle jeg lige prøve igen. Jeg firede fluen langsomt ned mod det dybe vand, og netop som den hvirvlede ud over grødekanten kom fisken. Nok en bækørred havde taget fluen, igen ca 35 cm. Nu begyndte en stille regn at falde og jeg nød det milde efterårsvejr på vejen tilbage til P-pladsen.

64. 29. september 2009, Grene Å
Jeg fiskede en times tid på de stykker opstrøms P-pladsen, hvor det var til at komme til. Jeg fangede kun små ørreder.

63. 19. september 2009, Grindsted Engsø
Fangede en 4-5 gedder mellem 15 og 40 cm.

62. 15. september 2009, Grindsted Å, Utoft
En pragtfuld eftermiddag. Let til frisk vind, skyfrit og varmt. Jeg fangede 2 gode stalliger, en på nymfe og en på tørflue.

61. 10. september 2009, Grindsted Å, Mølby-Eg
Jeg prøvede et nyt sted i dag. Jeg parkerede på P-pladsen vest for Eg og gik gennem skoven ned til åen. Det var et flot stykke å, der her åbenbarede sig. Dybt vand og ikke så vanskeligt tilgængeligt som andre steder. Jeg fangede et par små stallinger og sluttede af med at få den ene støvle fyldt med vand. Der var lige et hul, jeg ikke lagde mærke til.

60. 8. september 2009, Grindsted Å, Bystykket
Modsat i går var dette en skøn sensommeraften med solskin og varme. Der var her på Bystykket også en hel del døgnfluer, og heller ikke her nogen fisk, der tog for sig af retterne. Halvvejs nede ved træbroen, fik jeg fluen til at glide ind under en stor grødeklat, og hugget faldt prompte. En god fisk, som var lidt svær at få styr på i de første sekunder havde taget nymfen. Det var en bækørred på 40 cm. Jeg havde ikke flere tilbud denne aften, men flere gange stod jeg bare og nød det gode vejr.

59. 7. september 2009, Grindsted Å, Utoft
Det blev en våd aften. Lige da jeg begyndte at fiske, begyndte det også at regne. Så turen ned langs åen i det høje græs gjorde mine bukser gennemblødte. De blev så våde, at vandet rendte ned inden i mine gummestøvler. Bortset fra det blev det en god tur. Jeg havde 2 hug og landede 2 fisk, først en bækørred på 35 cm ved rideskolen og lidt længere nedstrøms nok en bækørred, denne gang ca 25 cm. Der var pænt med døgnfluer, men ingen fisk, der var interesserede.

58. 2. september 2009, Grindsted Å, Utoft
Der var spredte klækninger neden for hotellet. Jeg fangede en del mindre stallinger, den mindste ca. 5 cm. Jeg sluttede turen af med en fisk lige over målet.

57. 1. september 2009, Grindsted Å, Utoft
Jeg nåede lige 1 halv times fiskeri opstrøms broen i Utoft, før jeg skulle til bestyrelsesmøde i sportsfiskerforeningen. Jeg fiskede først til en pæn fisk, men da den endelig gikefter fluen, missede jeg. Lidt længere opstrøms stod en fisk af samme størrelse, som jeg krogede i første kast. Øvelse gør mester.

56. 31. august 2009, Grindsted Engsø
Gedderne var sultne i dag, i hvert fald de mindre af dem. Jeg fangede 5 mellem 35 og 50 cm.

55. 25. august 2009, Grindsted Å, Utoft
Selv om det var regnvejr tog jeg et smut til Utoft. I stille regnvejr er der ofte godt tørfluefiskeri, og det var der også denne aften. Jeg sluttede af med at fange en fin ørred, der dog først tog fluen efter denne var 'druknet'. Forinden havde jeg fanget en stalling lige over målet, nogle småstallinger og en 25 cm bækørred. Alle på tørflue.

54. 19. august 2009, Grindsted Å, Bystykket
En super aften ved åen. Jeg startede med at fiske efter en bande småstallinger, og efter jeg havde haft fat i et par af dem, så jeg et lille blop helt inde under brinken lidt længere opstrøms. Bækørred, tænkte jeg, og efter et par kast landede den lille str. 16 hareørenymfe perfekt og sekundet efter tog fisken. En fin bækørred på 35 cm havde taget fluen.
Jeg bevægede mig ned langs åen , mens jeg nu fiskede med nymfe, da der ikke var flere fisk, der tog føde på overfladen. Jeg så flere fisk, der gik efter fluen. Mest mindre fisk, men også et par store. Et stykke nedstrøms træbroen fik jeg fluen ned bag en grødebusk, og her tog fisken uden betænkning. Denne gang en bækørred på 40 cm. Næsten nede ved Engsøen tog en +30 cm stalling fluen under lignende forhold.
Undervejs sad jeg et par minutter og holdt øje med en mink. Sky er de i hvert fald ikke, og så tager de nok deres del af fiskene. På den gode side så jeg 2 steder under udhængende træer, hvor det ikke var muligt at fiske, fine fisk.

53. 17. august 2009, Grindsted Engsø
Dagens smuttur til Engsøen resulterede 3 gedder mellem 20 og 40 cm.

52. 12. august 2009, Grindsted Å, Utoft
Klasse 3 fluefiskeri, kraftig blæst og bevoksning i massevis hænger ikke rigtigt sammen. Ud over den modsatte bred, udhængende græs og anden bevoksning fangede jeg et par små stallinger og ørreder samt en stor regnbue. jeg kan ikke sige helt hvor stor, for den hoppede af lige inden landing. Jeg havde allerede set den på panden, men man skal ikke sælge skindet før bjørnen er skudt.

51. 11. august 2009, Grindsted Engsø
Aftenens fiskeri gav 2 små aborrer, 1 minigedde og en kæmpemusling.

50. 10. august 2009, Grindsted Å, Bystykket
Efter et par dages ferie i hektiske København var det godt med en fisketur ved det rislende vand. Jeg fiskede et par timer og fangede 1 pæn stalling på tørflue og en fightende regnbue. Det kunne være blevet til en triple, men den bækørred jeg havde mulighed for at fange, skræmte jeg på flugt ned ad åen med et dårligt kast.

49. 4. august 2009, Grindsted Å, Utoft
Jeg var ved åen allerede ved 15-tiden. Det var varmt og ingen fisk at se ved overfladen. I det klare solskinsvejr kunne jeg dog spotte mange bækørreder og en del stallinger. 2 stallinger var rigtig store.
Da varmen begyndte at aftage, så jeg en enkelt fisk tage insekter på overfladen. Jeg troede det var en mindre stalling, men det var en ørred lige under de 40, jeg så komme og tage fluen.

48. 29. juli 2009, Simested Å og Karup Å
En tur nordpå til et par af de gamle steder. Jeg fiskede ikke så længe i Simested, men jeg fik skræmt en stor fisk. I Karup fiskede jeg til lidt efter mørkets frembrud. Jeg havde ikke kontakt til fisk, men hørte en havørred springe op af vandet og lande med et ordentligt plask.

47. 28. juli 2009, Grindsted Å, Mølby-Eg
Mogens foreslog en tur til Mølby-Eg som aftenens fisketur. Det kunne være, vi kunne spotte et par store fisk, som måske var kommet gennem de snart historiske fisketrapper ved Karlsgårde. Så kunne jeg også få afprøvet mit nye klasse 7 fluehjul.
Store fisk så vi ingen af, men fiskehjulet virkede upåklageligt. Først fangede jeg en 10 cm ørred på en str. 6 laksekrog. Det var jo ikke lige det, jeg havde sat næsen op efter. Senere blev det dog til 2 respektable bækørreder. Den første på godt 30 cm stod på et dybt sted helt inde ved sivkanten. Den anden på knap 40 cm fangede jeg midt i åen på et helt lige stræk.
Mogens fangede et par stallinger, bl.a. en på ca 35cm. Fin aften i godt vejr.

46. 27. juli 2009, Grindsted Engsø
Fiskede i aften i østenden af søen i et forrygende regnvejr. Fiskes skulle der, men jeg blev både kold og våd. Til gengæld var der 3 aborrer og 1 gedde, der prøvede at være i relativt tørvejr et stykke tid.

45. 26. juli 2009, Grindsted Engsø
En times fiskeri på en aften med lummert, overskyet vejr resulterede i 3 gedder, én på et par kilo og 2 i miniformat, og en håndfud aborrer op til 25 cm.

44. 23. juli 2009, Grindsted Å, bystykket
Jeg var ved åen ved 20-tiden og ved første øjekast lignede det ikke en aften, hvor der skulle ske ret meget. En enkelt fisk, der ringede, så den fangede jeg. Det var en stalling. Jeg gik langsomt nedstrøms uden at se fisk, men jeg måtte vel hellere sætte en nymfe på. Efter et par kast kom en ørred efter fluen, men ved efterfølgende kast viste den sig ikke. Et par minutter senere kastede jeg fluen, så den flød ud i det dybe vand bag en grødebusk. Jeg så fisken vende i vandet for at tage fluen og jeg strammede op. Fast fisk og jeg havde fanget en 35 cm bækørred. 10 m længere nede af åen, nøjagtig samme historie, blot var fisken større denne gang.
Jeg gik ned forbi den første gangbro og et par sving længere nede kom en ørred helt op af vandet i sit forsøg på at tage fluen. Den ramte ved siden af, så jeg kastede samme sted igen. Denne gang bed fisken mere forsigtigt, så jeg mærkede den kun i et splitsekund. Så fik jeg ikke flere chancer her. Nede i næste sving kunne jeg se en ørred helt inde ved bredden, et sted hvor jeg ikke kunne placere nymfen. I stedet lod jeg fluen ramme vandet en meters penge ud for fisken, og jeg satte med det samme lidt fart i fluen. Jeg kunne nu følge bølgen fra fisken, der kom ud bag fluen og så kunne jeg mærke trækket fra den. Denne gang igen en fisk på ca 35 cm.
Jeg vendte om og gik op mod bilen, jeg skulle dog lige kigge om der skete noget i det sædvanlige stallinghul. Her var der nu gang i fiskene og jeg fangede hurtigt 2 stallinger, den ene ca 30 cm.
Sikke en aften det blev, 2 timers fiskeri og 6 gode fisk inden for 500 meter.

43. 22. juli 2009, Grene Å
Jeg fiskede 1,5 times tid ved Grene Å. Fiskede er måske så meget sagt. Grene Å er lige nu meget svært tilgængelig. Masser af græs, høje skrænter og åen næsten dækket af vandranunkler. Det blev til 3-4 bækørreder på ca. 10cm og en enkelt på 25 cm.

42. 19. juli 2009, Grindsted Å, Utoft
Jeg var ved åen ved 19-tiden, men først ca. 21.30 skete der noget. Dvs straks efter broen var ringede den fisk jeg rejste den anden dag. Det viste sig at være en bækørred på 40 cm. Og så skete der ikke noget før 21.30. Her var der så til gengæld hektisk aktivitet på stykket ned langs rideskolen. Jeg fangede 2 ørreder mere, begge ca 35 cm.
Da en andefamilie begyndte at svømme hen over standpladserne, syntes jeg det var tid at tage hjem. Først svømmede andemor og ællinger lige hen over min fisk, så gik de op på land og fulgte åen nedstrøms. Så gik ænderne ned i vandet igen og svømmede nok engang op over standpladsen. Så kunne det være nok!

41. 15. juli 2009, Grindsted Å, Mølby-Eg
Der var få døgnfluer, der klækkede. 2 stallinger tog med mellemrum døgnfluerne, og jeg fangede den ene. Den var ca. 30 cm.

40. 14. juli 2009, Grindsted Å, Utoft
Efter gårsdagens gode fisketur ville jeg prøve om succesen kunne gentages ved Utoft. Her var dog kun få døgnfluer, men jeg fangede en ørred på 30 cm. Jeg rejste også en god fisk lige efter broen men mistimede tilslaget, så væk var den.

39. 13. juli 2009, Grindsted Å, Bystykket
Endelig en aften med gang i både døgnfluer og fisk. Det så ellers ikke sådan ud, da jeg kom frem til åen ved 18-tiden. Jeg gik hele vejen ned til Engsøen uden at fiske ret meget. En enkelt stalling ringede, så den fangede jeg. Jeg gik over på den anden side af åen og bevægede mig opstrøms igen. Nu begyndte det at blive køligere og langsomt kom der døgnfluer på vandet, og siden begyndte fiskene at tage for sig af retterne.
Jeg fangede en del små stallinger, men helt oppe ved P-pladsen så jeg et par større fisk. Efter at have skiftet flue et par gange fangede jeg 2 pæne stallinger over målet. Se, det var jo en fin fisketur.

38. 7. juli 2009, Grindsted Å, Utoft
Jeg ville egentlig have fisket i Engsøen, men da jeg kom til Grindsted, fik jeg den ide, jeg ville finde stien ved Lyngheden. Jeg fiskede først nedstrøms sommerhuset, hvor jeg hurtigt fangede en pæn bækørred på 35 cm på en nymfe. Lidt senere dukkede Mogens op, og vi prøvede opstrøms sommerhuset. Vi fik begge en ørred. Jeg ved ikke hvor stor en fisk Mogens fangede, men min var lidt mindre end den første. Engsøen må vente til en anden dag.

37. 2. juli 2009, Ansager Å, Kølskevad
Lige hjem fra arbejde, finde grejet frem, over for at hente Mogens og så afsted til åen. Lidt hektisk, men vel fremme ved åen faldt roen over os, da her var dejligt stille og en smule køligt efter en varm dag. Jeg fangede straks en bækørred på 35 cm og så ikke flere. Der var en del døgnfluer, men det var kun små regnbuer, der gik til dem. Vi var hjemme igen ved halvtolv-tiden.

36. 30. juni 2009, Grindsted Å, Utoft
Jeg havde egentlig planlagt at arbejde i aften, men jeg blev ret hurtigt færdig. Så jeg var ved Utoft ved 20.30-tiden og klar til lidt fiskeri. Ikke langt nede af åen så jeg en pæn stalling stå ret højt i vandet bag en grødebusk, så jeg prøvede tørfluen over fisken. Efter et par kast kunne jeg følge fisken op fra dybet mod min flue, som den tog i en vending. Den var ca 35 cm.
Meget længere nedstrøms mødte jeg et par andre fra foreningen. Vi stod længe og snakkede og så gik jeg tilbage mod bilen. På stykket langs hestefolden var der fisk, der ringede. Den første ville ikke noget, den næste huggede med det samme og efter en hidsig fight kunne jeg løsne fluen fra fiskens mund. 1 stk bækørred ca 40 cm. En helt igennem fin tur.

35. 29. juni 2009, Grindsted Å, Mølby/Eg
Vi tog ud til Skovstien, Mogens og jeg. Jeg fangede hurtigt en skalle på 15 cm. Personlig rekord for Grindsted Å. Lidt senere fangede jeg 4 stallinger inden for 50 m. 2 små og 2 omkring målet. Mogens rejste en pæn ørred.

34. 28. juni 2009, Grindsted Å, Utoft
Mogens og jeg aftalte at mødes i Utoft til et par timers fiskeri. Jeg var der først og inden Mogens dukkede op havde jeg fanget den første stalling. Den stod og tog døgnfluer i det første sving opstrøms broen. Da jeg kom tilbage til broen var Mogens dukket op. Han havde lige været en tur ude i åen for at hive et cykelstel op af vandet.
Vi gik så nedstrøms og fiskede efter de fisk, der ringede. Det var mest småfisk, men jeg fangede lige en stalling mere i standardstørrelse. Efter en øl og lidt snak kørte vi hjem ved 23-tiden.

33. 26. juni 2009, Grindsted Å, Utoft
Efter lidt køren rundt ved vore åer endte jeg ved Utoft, hvor jeg ville give det en chance. Ikke langt nede af åen havde jeg set de første ørreder. Den ene tog noget på overfladen med jævne mellemrum. Jeg prøvede med en forholdsvis stor tørflue og snart var der hug. Det var dog ikke ørreden, men en lille stalling, der tog fluen. Et par kast mere og så huggede ørreden. Lige godt 30 cm.
Der gik en times tid, inden jeg så de næste fisk ved overfladen. I et af svingene med dybt vand ringede fisk hele tiden. Jeg troede det var stallinger alle samen, og den første fisk på krogen var da også en af slagsen. Den næste, som tog fluen mens den drev helt inde ved græskanten, var dog en ørred. Denne gang en vildt kæmpende bækørred lige knap 40 cm.
Jeg observerede en del mellemstore og store stallinger, mens jeg gik langs åen. Det lover et godt fiskeri, den dag der virkelig kommer et døgnfluerise. Den ene af stallingerne, jeg så, var virkelig stor. Det er svært at gætte størrelsen præcis, når du ser fisken i vandet, men et forsigtigt gæt er ca. 55cm.

32. 17. juni 2009, Vejle Fjord, Trelde Næs
En dejlig aften i det fri, men der var ingen fisk at komme efter.

31. 11. juni 2009, Grindsted Engsø
Denne aften var lige til lidt søfiskeri efter gedder, så jeg kørte ind til Engsøen. Jeg fiskede i et par timer, både med bobleflåd og spinner. Jeg startede med bobleflåd men blev hurtigt træt af det, da der ligesom ikke rigtigt skete noget. Efter skiftet til spinner skete der stadig ikke rigtigt noget, men man kommer da hurtigere omkring og får prøvet alle steder, når man har en spinner for enden af snøren.
Og pludseligt, slam, så kommer hugget. Efter en kort, men intens fight kan jeg lande, fotografere og genudsætte en knap 70 cm gedde. Lidt senere var der nok en gedde, der fulgt efter spinneren, men den var åbenbart ikke sulten nok til at falde for bedraget. Et sidste kast ved P-pladsen resulterede i en 10 cm aborre.

30. 6. juni 2009, Ansager Å og Grindsted Å
Jeg startede på Mølby-Eg ved skovstien, hvor jeg bare fangede en enkelt lille stalling. Jeg så et par gode fisk, men de stod ved bunden bag heftige grødeklatter, så jeg syntes det ville være for svært at fiske efter dem.
Jeg kørte videre til Ålling, hvor jeg ikke tidligere har fisket. Jeg gik både lidt opstrøms og lidt nedstrøms broen. opstrøms var der et dybt sted efter et sving, og her fangede jeg en pæn stalling på nymfe. Her skal der prøves igen.
Så kørte jeg videre til Kølskevad, hvor der ikke var meget vand. Nedstrøms fiskeri svært, opstrøms næsten lige så svært, men jeg fangede da en mindre ørred, inden jeg satte fluen i modsatte bred. Så kørte jeg hjem og så Danmark gennembanke Sverige.

29. 4. juni 2009, Grindsted Engsø
En times fiskeri langs nordsiden af søen resulterede i 3 gedder. 2 små og en på 45 cm, ja den er vel også lille. Jeg havde flere tilbud. Flere steder fulgte flokke af små aborrer efter spinneren på vejen ind. Måtte de vende frygteligt tilbage, når de er blevet noget større.

28. 3. juni 2009, Grindsted Å
Det var dejligt varmt og solskin, så jeg gik en tur langs åen ved Utoft. Jeg fiskede ikke meget, da der ikke var overfladeaktivitet. Jeg så dog en del ørreder og enkelte stallinger, men som sagt fiskede jeg ikke rigtigt efter dem.

27. 1. juni 2009, Grindsted Å
Jeg var lige en tur forbi bystykket i Grindsted, fangede en enkelt stalling lige over 30 på tørflue. Der var ikke andre fisk, der tog føde på overfladen.

26. 21. maj 2009, Holme Å, Ansager Å og Grindsted Å
Jeg startede dagen med at køre til Holme Å, hvor jeg aldrig har fisket før. Det var et fint sted, men vandet er ikke så klart som i Grindsted Å. Jeg fiskede en times tid uden at fange andet end en skalle, som knapt kunne gabe over tørfluen.
Videre til Ansager Å ved Lavborgvej. Her var der fisk, som ringede hist og her. I et skarpt sving ringede en stor fisk, som også tog tørfluen. Det var en stalling over 40 cm, som var så venlig selv at hoppe af krogen helt inde ved land. Både ved Holme og Ansager så jeg enkelte majfluer.
Jeg sluttede dagen af ved bystykket i Grindsted. Her var der ret mange på fisketur, både tyskere, hollændere og danskere, så jeg fiskede lidt her og der og fangede enkelte små stallinger på nymfe. På det sædvanlige stallingsted fangede jeg en på 30 cm på tørflue. Nede på stykket langs Engsøen fangede jeg på nymfe nok en stalling, næsten så stor som førnævnte.
Da en tordenbyge nærmede sig fra vest, stoppede jeg fiskeriet og vendte næsen hjemefter. Min nye stang kaster bare helt fantastisk.

25. 20. maj 2009, Grindsted Å
Jeg var bare lige et smut forbi åen for at prøve min nye fiskestang, inden turen gik videre til fødselsdag i Esbjerg. Fin stang og en enkelt lille stalling.

24. 17. maj 2009, Grindsted Engsø
I forbindelse med Lystfiskeriets Dag, gsff afholdt ved bredden af Engsøen, fik jeg også tid til at fiske lidt. Adskillige gedder rumsterede rundt efter min spinner, men kun 4 af dem bed ordentligt på. Bl.a. min hidtil største gedde i Engsøen. 60 - 65 cm lang var fisken, som tog et par heftige udløb, inden jeg kunne få den på land. Bremsen på mit nye fastspolehjul virkede fortrinligt. De andre gedder jeg fangede var mellem 30 og 40 cm.

23. 12. maj 2009, Grindsted Engsø
Jeg gik en tur rundt om søen og fiskede enkelte steder. Jeg havde 2 gode hug, men kunne ikke kroge fiskene. Den ene var en pænt stor gedde, kunne jeg se i det klare vand.

22. 11. maj 2009, Grindsted Å
I det lyse vejr med fint solskin gik jeg en tur langs åen i Utoft. Jeg så flere store ørreder, ca 10 på strækket ned til sommerhuset. Jeg prøvede med en tørflue til et par af fiskene, men de lurede bedraget.

21. 8. maj 2009, Vejle Fjord
Aftenens tur i perfekt fiskevejr resulterede i 30 cm ørred fordelt på 3 fisk og 1 hornfisk. Ellers så jeg ikke noet til fisk, de delte åbenbart ikke min opfattelse af hvad godt fiskevejr er.

20. 5. maj 2009, Grindsted Å
Jeg nåede lige en times fiskeri på bystykket lige nedstrøms Quickly. Nogle fisk ringede, men jeg kunne ikke fange dem. Jeg tror de tog noget, lige under overfladen, for jeg kunne ikke se noget på vandet. Jeg nåede også lige et par kast til en ørred, men selvom fluen viftede den om næsen, rørte den sig ikke ud af flækken.

19. 3. maj 2009, Grindsted Å
Efter omslag i vejret til overskyet og byger var dagens tur til Utoft lidt af en kold fornøjelse. Jeg fiskede kun lige opstrøms og nedstrøms broen i Utoft, hvor jeg fangede et par små stallinger. Jeg kunne heldigvis få dem til selv at hoppe af den modhageløse krog ved at slække på linen. Bortset fra at det var koldt, var der dejligt stille med den svage silende regn. Opstrøms broen forstyrrede jeg et par rådyr, der skyndte sig at stikke af, da de opdagede mig.

18. 2. maj 2009, Grindsted Engsø
Sidst på eftermiddagen kørte jeg ind til Engsøen, hvor jeg ville prøve fluefiskeri med bobleflåd. Jeg fangede hurtigt en gedde på 40 cm og lidt efter skiftede jeg over til spinner. I løbet af en times tid fangede jeg 3 små gedder og 2 pæne aborrer.

17. 30. april 2009, Grindsted Å, Ansager Å
Jeg kom lidt omkring i dag. Jeg startede i Ansager ved Kølskevad, men en pludselig indskydelse og jeg kørte til fællesstykket ved Lavborgvej. Jeg fiskede en times, fangede 3 stallinger, heraf en omkring 35 cm. Så kørte jeg forbi ved de forskellige broer ved Mølby-Eg, dog uden at fiske. Jeg endte så på bystykket i Grindsted, hvor jeg fangede en hidsig bækørred på 40 cm.

16. 27. april 2009, Grindsted Å
En lille hurtig fisketur til bystykket i Grindsted resulterede i 3 gode stallinger på tørflue. Alle stod inde for de samme 100 m. Ellers ikke noget, andet end en smule regn.

15. 23. april 2009, Grindsted Å
I det gode vejr tog jeg ud til skovstien for at fiske. Jeg fiskede et par timer med nymfe og fangede 2 stallinger, begge lige godt 30 cm.

14. 21. april 2009, Grindsted Å
Jeg tog tidligt fri fra arbejde for at fiske ved Utoft. Jeg så en del ørreder og et par enkelte stallinger, men først nede ved sommerhuset fik jeg hug. Jeg så en ørred komme ud fra sit skjul, kigge på fluen og dernæst hugge. Det var ørred lige under 40 cm. Lidt længere nedstrøms fangede jeg en stalling på 35 cm. På vejen tilbage til bilen havde jeg et enkelt tilbud fra en ørred jeg havde kig på, men den fortrød i sidste øjeblik.

13. 20. april 2009, Ansager Å
Mogens og jeg tog sent eftermiddag til Ansager Å. Først botaniserede vi lidt for at finde ud af helt præcist, hvor vi har de 2 øverste stykker ved åen. Vi mener også vi fandt dem begge, men de kunne godt afmærkes bedre. Derefter fiskede vi ved Kølskevad, dog uden det store held. Jeg gik opstrøms og Mogens gik nedstrøms. Vi fangede begge en lille regnbue, så det var det. Da mørket faldt på, kørte vi hjem.

12. 19. april 2009, Ansager Å
Jeg fiskede hele vejen fra roklubben og næsten til Morsbøl Bro. Det var første gang jeg fiskede på stykket langs med Engsøen. Her var det faktisk OK, med afvekslende forhold, selvom det ser lidt kedeligt ud på afstand. Flere dybe strækninger afbrudt af lave områder med stærk strøm. Jeg fangede 3 stallinger af respektabel størrelse, den ene på tørflue. Desuden havde jeg fat i en pæn bækørred. De 2 resterende stallinger fangede jeg på ovennævnte stykke ved Engsøen. På vejen hjem gjorde jeg holdt ved Utoft, hvor jeg talte med et par medfiskere. Den ene kom fra Esbjerg og de 2 andre fra Århus.

11. 16. april 2009, Grindsted Å
Efter succesen før påske var dagens fisketur til kirkestykket en skuffelse. Jeg hverken mærkede eller så nogen fisk. Og så var det temmelig koldt og blæsende.

10. 14. april 2009, Grindsted Å
Efter at være kommet hjem fra en uges ferie måtte jeg lige en tur til åen. Det blev til 1½ times gåtur langs åen ved Utoft. Det fine vejr med dejlig solskin og den lave vandstand gjorde det muligt at spotte flere fisk. Godt en håndfuld ørreder fik jeg at se og et par pænt store stallinger. Og så var jeg kun halvvejs nede af stykket. Jeg fiskede en lille smule og fangede en af de udsatte ørreder og en lille stalling.

9. 4. april 2009, Grindsted Å
Nok en herlig forårsdag med solskin og varme. Og den skulle blive endnu bedre, da jeg først kom i gang med at fiske. På det lille stykke ved kirken fangede jeg på en time 7 stallinger. 6 på traditionel nymfe og en på tørflue. Den største var næsten 50 cm, men jeg fik ikke noget billede, for krogen slap sit greb, da jeg havde fisken helt inde ved land.
Jeg kørte videre ned til bystykket, hvor jeg fangede yderligere 5 stallinger, heraf 1 på tørflue.
Så det blev en rigtig god dag, med 12 stallinger, hvoraf de 7 var over målet.

8. 3. april 2009, Grindsted Å
I dag kom jeg lidt før afsted, så jeg kunne nå lidt længere ned af åen ved Utoft. Igen i dag var vejret herligt og jeg havde nok engang valgt en nymfe med kuglehoved. De udsatte ørreder er helt vilde med kuglehovednymfer, i dag fangede jeg 3 stk.

7. 2. april 2009, Grindsted Å
Jeg nåede lige en times fiskeri efter arbejde. Solen skinnede og der var bare herligt forår i luften. Jeg fangede en enkelt ørred på nymfe.

6. 1. april 2009, Grindsted Å
Så blev det endelig tid til åfiskeri. Jeg havde aftalt med Mogens, at vi skulle mødes ved skovstien på Mølby-Eg stykket. Vi fiskede en god times tid uden det store udbytte rent fangstmæssigt. Jeg fangede en enkelt lille stalling. På hjemvejen var vi lige forbi ved Utoft. Her havde jeg et tilbud af en god fisk, som så ud til at være en bækørred.
Så er vi ligesom i gang, og det bliver forhåbentlig til mange flere gode ture i 2009. Jeg så forøvrigt en sommerfugl i dag, så foråret er her.

5. 31. marts 2009, Grindsted Engsø
Jeg fik lige tid til en tur til Engsøen, inden fredningen af gedder træder i kraft. Jeg kom halvvejs rundt om søen og fiskede flere steder. Jeg kan konstatere, at gedderne har indledt fredningen, da jeg ikke så noget til dem.

4. 21. marts 2009, Vejle Fjord
Jeg syntes vejret i Billund så fint ud til en fisketur ved fjorden, men fremme ved fjorden var vinden noget kraftigere end forventet. Efter lavvandet ved 15-tiden havde jeg håbet på et godt fiskeri ud over revet, mens vandet steg. Jeg prøvede revet, men opgav hurtigt, så i stedet fiskede jeg omme på lillebæltsiden af Trelde Næs. Her var det næsten for stille, men fiskes skulle der. Jeg kørte hjem, da mørket faldt på uden at have set eller mærket til fisk.

3. 19. marts 2009, Grindsted Engsø
Højt solskin, ikke så meget vind og lyst til fiskeri. Jeg lod arbejde være arbejde ved 15-tiden og vendte næsen mod Engsøen. Jeg spurgte lige Mogens om han ville med, men det blev først senere, hvis han kom. Jeg gik hele vejen rundt om søen, og fiskede på flere af de steder, hvor der var plads til fluekastet. Da jeg var næsten helevejen rundt kom Mogens mig i møde, og til ære for ham fangede jeg lige dagens eneste fisk. En gedde på ca 40 cm.
Vi fiskede videre i en times tid, inden vi lige var en tur ude at kigge ved åen. Ved søen nåede vi lige at undersøge et par døde fugle. Ornitologi er ikke min stærkeste side, men Mogens fandt efterfølgende ud af, det var et par unge måger, vi havde fundet.

2. 15. marts 2009, Grindsted Engsø
Det var meningen, jeg skulle have været til gymnastikopvisning, men Mette havde givet mig en forkert dato. Så kunne jeg ligeså godt vende Engsøen for at fiske et par timer. Jeg startede i kanalen, men her skete der overhovedet ingenting. Jeg prøvede så selve søen, og her var der til gengæld gang i den. Jeg fangede 2 mindre gedder, 35-40 cm, og jeg havde 4 andre fisk ved fluen. Den ene var pænt stor. Da mørket faldt på, kørte jeg hjem.

1. 8. marts 2009, Grindsted Engsø
Årets første fisketur. Nu skulle det være, så jeg kørte ind til Engsøen i Grindsted for lige at prøve lidt geddefiskeri. Efter at have snakket lidt med Søren og Jakob, som var på vej hjem, gik jeg ned for at prøve kanalen. Her var det nok nemmest at fiske med flue i blæsevejret. Efter en halv times tid, kapau!!!, ud at det blå kom hugget. Jeg strammede op med det samme, stangen bøjede helt sammen og snøren flyttede sig hurtigt en meters penge mod højre. Og det var så det, fisken var væk igen. Men jeg nåede at mærke, hvilken kraft der er i en gedde. Det kunne have været sjovt at have haft den på i lidt længere tid, så det skal helt sikkert prøves igen.
På tilbagevejen så jeg en isfugl komme forbi. Den satte sig et træ, og jeg stod og beundrede den, inden den fløj videre på sin færd langs kanalen.