FISKETURE 2007

49. 26. december 2007, Vejle Fjord, Trelde Næs
Efter et par hyggelige juledage, var det rart med en tur i det fri til det, der nok blev årets sidste fisketur. Der var masser af mennesker ude for at nyde det gode vejr, der var marsvin på tur, masser af fugle og en enkelt sæl. Så manglede bare fiskene, men de sidder åbenbart stadig og hygger til en julefrokost et eller andet sted.
Nå, men det dagene er jo ved at blive længere, så jeg ser frem til mange gode fisketure i 2008.

48. 31. oktober 2007, Grindsted Å, Utoft
Sidste tur til åen i år. Der var lidt døgnfluer på vandet, men ingen fisk gad æde dem. Jeg gad heller ikke fiske med vådflue eller med nymfe, så jeg gik mest og kiggede, mens mørket faldt på. 5 måneder til åfiskeriet starter igen, det bliver hårdt.

47. 21. oktober 2007, Vejle Fjord, Holtser Hage
Jeg fiskede i et par timer, hvor jeg så enkelte småfisk. På et tidspunkt var 2 marsvin på jagt i området. Enkelte gange var de så tæt på, at jeg kunne have fået dem på krogen.

46. 18. oktober 2007, Grindsted Å, Utoft
Nok en times fiskeri. Denne gang så jeg kun en fisk ringe og den fangede jeg. En bækørred som dem fra sidste fisketur. Jeg tror, jeg skræmte en stor fisk, efter jeg havde stoppet med at fiske og var på vej tilbage til p-pladsen.

45. 15. oktober 2007, Grindsted Å, Utoft
Jeg kunne lige nå en times fiskeri opstrøms broen. Der var vildt mange døgnfluer, men ikke ret mange store fisk. Jeg fangede 4 af de 5 fisk jeg så ringe. 1 stalling, 1 regnbue og 2 bækørreder. Alle fiskene var mellem 20 og 30 cm.

44. 11. oktober 2007, Vejle Fjord, Trelde Næs
I dag var der i modsætning til sidst godt gang i den. Frisk vind med byger fra vest og lige på nippet til at fiskeri ikke var muligt. Jeg så tidligt en lille fisk og havde én efter fluen. Dernæst så jeg en kæmpefisk springe fri af vandet ca 150 m ude, så jeg fiskede videre i håbet om en god fangst. De næste par timer så jeg dog ikke mere til fisk. Men pyt, en god dag i det fri.

43. 7. oktober 2007, Vejle Fjord, Holtser Hage
Lidt morgenfiskeri for en gangs skyld. Jeg synes stadig ikke det er sjovt at stå tidligt op. Men vel fremme ved fjorden var der dejligt stille og masser af tåge. Jeg skulle ikke langt ud, før jeg næsten ikke kunne se land.
Fiskede 1,5 time uden at se fisk, men fik så et godt hug langt ude i kastet. Efter 5 minutter ville jeg kane fisken på land, men pludseligt slap krogen sit tag og væk var den. I det klare vand nåede jeg dog at få et kig på fisken lige inden den smuttede. En let farvet fisk omkring den halve meter. Kort efter kørte jeg hjem.

42. 5. oktober 2007, Ansager Å, Kølskevad
Totalt vindstille og solskin. Det var lige før jeg hellere ville sidde i græsset og nyde solen. Jeg fik mig taget sammen og begyndte at svinge stangen. Kun nogle meget små fisk tog insekter på overfladen. Til gengæld var der rigtigt mange af disse små fisk. Så det kunne ikke helt undgåes at de bed på nymfen. Så 2 gode fisk helt inde under modsatte brink. Den første fangede jeg ikke, men til gengæld havde jeg et godt hug af pilekrattet under hvilket fisken stod. Ny flue på og nu gik det bedre. Den næste fisk kom ud fra sit skjul og tog fluen. Det var en regnbueørred på 30 cm. Så var der lidt til panden.

41. 3. oktober 2007, Grindsted Å, Utoft
Jeg havde forventet at opleve mange ringende fisk. Døgnfluerne var der godt nok, men der var langt mellem de ringende fisk. Jeg fangede en stalling på 35 cm og en hidsig bækørred lige under 30 cm.

40. 27. september 2007, Grindsted Å, Morsbølvej
Aftentur sammen med Mogens. Jeg fiskede med en stor sort flue og fangede en bækørred lige under 40 cm. Ellers en flot, kølig aften med fuldmåne og let mosekonebryg. Der var mange flagermus.

39. 23. september 2007, Simested Å
Jeg kørte den lange tur til Simested, blot for at finde åen fyldt med drivende grøde og med masser af vand. Samdtidig blæste der en frisk vind fra vest, så alle talenterne måtte i brug for at fiske. Efter en times tid spottede jeg endelig et par ringende fisk. I løbet af kort tid fangede jeg de 4 bækørreder, som tog døgnfluer på overfladen. Så var der bare den lange vej hjem tilbage.

38. 20. september 2007, Grindsted Å, Utoft
Kørte lige forbi Utoft ved 19-tiden efter at have været til seminar i Århus hele dagen. Jeg fiskede til et par småfisk, men havde ikke rigtigt held med foretagendet.

37. 14. september 2007, Omme Å, Hoven
Efter at have været til check på sygehuset med mit knæ, tog jeg lige et smut til det nye stykke ved Omme Å, inden fredningen trådte i kraft. Jeg havde bare min lille spinnestang og en spinner med. Jeg fangede hurtigt en stalling på 25 cm, men ellers så jeg ikke noget. Skarven jeg mødte havde mere held med sit fiskeri. Jeg overraskede fuglen lige som den havde nakket en stor stalling. Fisken var +35 cm og den blev slugt i en ruf, da skarven opdagede mig. Jeg håber ikke, åen har alt for mange besøg af den slags.

36. 13. september 2007, Grindsted Å, Utoft
En dejlig aften med stille vejr, en god anledning til at tage på fisketur. Jeg gik helt ned til sommerhuset for at fiske mig tilbage til P-pladsen. Masser af insekter og en del ringende fisk. Da jeg nåede fårene, som græsser på den modsatte side, havde jeg fanget 4 stallinger på tørflue. Den største var 30 cm.
En fisk stod og tog insekter i pænt tempo på et sted, hvor jeg tidligere har fanget fisk med ikke i år. Fisken tog fluen i andet forsøg og stor var min overraskelse, da fisken viste sig at være en bækørred lige over 30 cm. Det var et typisk stallingsted, og fisken stod da også midt i strømmen for at tage insekter, ligesom stallingerne plejer at gøre det. Men det var altså en bækørred. Se et billede på min blog. Aftenes fluer var hareørenymfe og brun polyklat. Den første stalling blev da ikke fanget på tørflue, men på en belastet grå nymfe.

35. 9. september 2007, Grindsted Å, Utoft
Jeg ville egentlig have været en tur ved Omme Å, men Fiskars spurgte om jeg kunne arbejde lidt for dem. Det gjorde jeg så hele denne flotte søndag. Der kunne lige klemmes 2 timers fiskeri ind bagefter, så jeg nøjedes med at køre til Utoft. Der var en del døgnfluer, men ikke ret mange fisk, som gad æde dem. En af dem, der gad fangede jeg på en cdc-flue. Det var en stalling på godt 30 cm. Det må blive Omme Å en anden dag.

34. 6. september 2007, Grindsted Å, Utoft
Jeg fiskede en times tid efter arbejde og fangede 2 regnbueørreder. Den ene var stor nok til at spise, så den kom med hjem. Mødte Haidar fra Grindsted, som havde fanget en mega-bækørred. Han har senere fortalt mig, fisken målte 60 cm og vejede 2,6 kg. Se billede på GSF's hjemmeside.

33. 28. august 2007, Grindsted Å, Tiphedevej
Fiskede et par timer sammen med Mogens. Det var første gang jeg fiskede så langt nede af Grindsted Å. Stykket så fint ud med afvekslende strømforhold, nok værd at besøge igen. Jeg fangede en lille regnbueørred og Mogens fangede 3 mindre bækørreder. Jeg fik luftet min gamle klasse 7 stang med lidt nedstrøms fiskeri.

32. 20. august 2007, Grindsted Å, Utoft
Fiskede kun lidt, kastede til stallinger 2 steder, men kunne ikke finde recepten.

31. 16. august 2007, Grindsted Å, Utoft
Fiskede et par timer omkring solnedgang i overskyet vejr med byger. Fangede 2 stallinger, den ene 30cm.

30. 13. august 2007, Trelde Næs
Fiskede fra ved halv-9-tiden til det blev helt mørkt. Her blev den smukke solnedgang afløst af stjerneskud og morild. Sjovt at se fluelinen trække lysende striber i vandet. Jeg fangede 2 små ørreder, 15 og 30 cm.

29. 11. august 2007, Grindsted Å, Utoft
Efter endt ferie, i hvilken jeg fik mig en ny top til min fiskestang, var det igen tid til lidt fiskeri. Jeg var ved åen det meste af eftermiddagen, men der var ikke så mange fisk at kaste til. Vandet var klarere end længe i dag, så jeg prøvede i stedet, om jeg kunne spotte nogle gode fisk. Jeg så et par store stallinger, skræmte en ørred, fik øje på en pæn aborre og til sidst også en ål. Oppe over vandet var der en isfugl, der fløj frem og tilbage langs åen et par gange, og så havde jeg nær trådt i en hugorm.
Lidt fiskeri blev det til til slut, først en stalling ca 30cm og lidt senere huggede en fin stalling på 35. Slutteligt fangede jeg en regnbueørred opstrøms broen. Se den store stalling på min fiskeblog.

28. 02. august 2007, Grindsted Å, Utoft
Efter gårsdagens mislykkede fisketur, hvor jeg knækkede min stang, inden jeg overhovedet var kommet i gang med at fiske, måtte jeg lige ud for at prøve, om jeg stadig kunne bruge min gamle Hardy fra 1980. Jeg kan godt forstå, jeg skiftede den ud. Den er godt nok en tung sag, flere gram tungere en Loopen:) Nå, men i næsten vindstille vejr gik det da. Fangede 2 mindre stallinger.
Se billede af min knækkede Loop på min fiskeblog.

27. 28. juli 2007, Grindsted Å, Utoft
Jeg fiskede om eftermiddagen i frisk vind. Det var lidt svært at styre linen og få fluen til at lande det rigtige sted, men det blev da til en stalling på 25cm på en hareørenymfe. Jeg så et par store stallinger og fiskede efter dem nedstrøms med en tung nymfe. Det blev til kontakt med 2 fisk uden at jeg kunne lande dem.

26. 23. juli 2007, Grindsted Å, Utoft
Jeg kom til åen ved 20-tiden. Ingen insekter at se, ingen fisk at se. Jeg gik ned langs åen og fiskede hist og her med en nedstrøms nymfe, og jeg fangede et par små stallinger og en bækørred ca 25cm.
Efter en times tid begyndte fiskene lige så langsomt at komme til overfladen. Der kom også flere og flere myg. På vejen opstrøms igen fangede jeg 3 stallinger, alle ca 30cm. Jeg kunne have fisket til en del flere, men gad egentlig ikke. Det var rart bare at gå og daske.

25. 18. juli 2007, Grindsted Å, Utoft
Stedvise klækninger og en del spinnerfald. Jeg fiskede længe efter en hel flok stallinger, men fangede kun en lige under 30 cm. Da jeg endelig gik videre opstrøms fangede jeg en bækørred på 25 cm og en stalling på lige godt 30 cm. Begge i næsten første hug. Lidt sjovt med den forskel.

24. 10. juli 2007, Grindsted Å, Utoft
Masser af døgnfluer på vandet og mange overfladeaktive fisk. Jeg fangede 3 stallinger på mellem 30 og 35 cm, flere små og en bækørred. Bækørreden igen lige under 30 cm.
Den ene af stallingerne var den med hak i rygfinnen, jeg fangede i sidste uge. (se tur 22) Det var også på nøjagtigt samme sted.

23. 9. juli 2007, Grindsted Å, Engsøen
Sad først et stykke tid og spejdede efter fisk. Jeg så kun et par små, men langt opstrøms svømmede et eller andet over åen. Meget større end en mosegris og ikke nogen hund. Lidt senere svømmede dyret den modsatte vej, denne gang nærmere, hvor jeg sad. Det gentog sig 2 gange mere, sidste gang ca 50 m opstrøms. Det kunne være en odder, jeg har jo før set spor. Jeg sad længe og ventede om den kom nærmere, og pludselig var den lige foran mig. I et splitsekund kiggede den på mig og dykkede så lynhurtigt og forsvandt mod modsatte bred. Det var en odder. Det gav også et blink i vandet, da den dykkede, og da den dukkede op ovre ved modsatte bred, kunne jeg se, den havde en fisk i munden. Det skal være den vel undt.
En spændende oplevelse rigere begyndte jeg mit fiskeri. Jeg fangede en bækøred på 30 cm og en stalling på 35 cm. Begge på tørflue.

22. 5. juli 2007, Grindsted Å, Utoft
Endelig gang i døgnflueklækningerne. Slentrede hele stykket igennem og fangede de 5 fisk, jeg så ved overfladen. 3 bækørreder lige under 30 cm og 2 stallinger. En på 30 cm med et hak i rygfinnen og en lige under 40 cm. Den sidste fanget lige efter grødefanget, som jo ikke er der mere, men navnet behøver jeg ikke lave om.

21. 7. juni 2007, Grindsted Å, Engsøen
Var først forbi Utoft, men ingen insekter på vandet, så jeg kørte videre til Engsøen. Her var der heller ingen overfladeaktivitet, så jeg bandt den sædvanlige grå nymfe på forfanget. Jeg fiskede lidt nedstrøms med kort line, og hen over et hul så jeg fisken komme og tage fluen. En stærk stalling havde taget fluen, men kort tid efter kunne jeg sætte den tilbage i åen. Godt 40 cm var den. Fangede ikke mere denne aften.

20. 5. juni 2007, Jordbro Mølle Å
Holdt tidligt fri idag. Ingen andre var på arbejde, så hellere på fisketur. Jeg overvejede Simested eller Jordbro, men det blev så Jordbro ved Gammelstrup. Jeg har ikke været her siden jeg boede i Viborg. Jeg kunne ikke huske stedet som så øde og forladt. Men her føltes det virkeligt som ødemarken.
Fisk så jeg dog ikke mange af, et par stykker ved overfladen. Fangede den ene på nymfe, en bækørred på 25 cm. Der var ellers en del majfluer. De kom ikke op og flød på overfladen, det var mere som om de kom fra det stille vand langs bredderne. Men det er altid fascinerende at se de store døgnfluer.
Var også lige en tur forbi karup Å, men her så lidt kedeligt ud.

19. 3. juni 2007, Grindsted Å, Grødefanget
Jeg gik nedstrøms for sommerhuset og fiskede med vådflue. Jeg fangede nogle små fisk, både bækørreder og stallinger. I s-svinget midt på stykket ringede en fisk, dvs jeg så den 2 gange. Da min nymfe kom over fisken huggede den. Bækørred lige under 30 cm. I udgangen af svinget havde jeg et par gode hug, men det blev ved huggene.
På vej tilbage var der lidt aktivitet lige opstrøms svinget. Jeg satte en hareørenymfe på og et par gange kom fisken op til fluen, men refucerede. Det så ud som en god stalling. Så prøvede jeg med en cdc-flue. Der skete ikke mere. Så kørte jeg hjem inden jeg blev fuldstændig ædt af gnavpander.

18. 28. maj 2007, Grindsted Å, Utoft
Stadig ingen døgnfluer, så jeg fiskede nedstrøms. I et af hullerne fangede jeg en stalling på 36 cm og mere skete der ikke. Dvs på vej tilbage ringede en fisk med mellemrum. Jeg satte en cdc-flue på, og fangede stallingen i første hug. Min første på tørflue i år.

17. 21. maj 2007, Ansager Å
Jeg tænkte, der var større mulighed for lidt tørfluefiskeri ved Ansager Å. Men der fandt ingen klækninger sted, så jeg måtte fiske med andre metoder. Jeg gik opstrøms gennem kratværket med en nymfe på forfanget. Jeg så kun en enkelt lille fisk, og ingen viste interesse for fluen. Så jeg satte en Red Tag for enden af forfanget og fiskede nedstrøms
Ud for søen fik jeg kastet tæt ind til modsatte bred, og vips der var en ørred ude for at kigge til fluen. Straks i næste kast kom ørreden igen og denne gang var jeg forberedt. Kort tid efte kunne jeg genudsætte en bækørred på 33 cm.
Det var en fin aften med godt vejr og fisk.

16. 19. maj 2007, Grindsted Å
Som aftalt i går mødte jeg op med rundstykkerne hos Henrik på campingpladsen i Grindsted. Ole Hildebrandt fra Grenå var også klar. Efter morgenmaden tog vi ud til grødefanget, hvor Jørgen Skårup sluttede sig til forsamlingen. Ole og Henrik gik nedstrøms, Jørgen og jeg gik opstrøms. Et stykke oppe ad åen fangede jeg en bækørred på et par og 30 cm.
Jørgen tog ned til bystykket og jeg fik en snak med Ole, mens vi ventede på Henrik. Ole havde fanget en bækørred på 42 cm og Henrik havde fanget nogle fine stallinger. Da vi var returneret til campingpladsen kom Jørgen, han var ikke til at skyde igennem, da hen havde fanget 3 stallinger på nymfe. Den største på godt 30 cm.
Efter Danske Fluefiskeres årsmøde fiskede jeg en times tid på bystykket, hvor jeg fangede en enkelt lille stalling. Læs mere om årsmødet på www.danskefluefiskere.dk.

15. 18. maj 2007, Grindsted Å, Bystykket
Jeg tog ind til bystykket for at se om der var dukket nogen op fra Danske Fluefiskere. Jeg fiskede kun lidt, da det blæste ret kraftigt og fangede et par små stallinger. På vej tilbage mødte jeg Henrik Leth. Vi fik en lille snak og aftalte at mødes dagen efter til morgenmad.

14. 12. maj 2007, Grindsted Å, Utoft
Jeg havde i dag taget min klasse 7 stang med for at prøve at fiske med lidt større fluer. Jeg fiskede nedstrøms fra broen i Utoft med en stor flue med hvid vinge. Der skete ikke rigtigt noget. Jeg traf på en gut fra Hobro, som netop var igang med at lande en pæn stalling lige over målet. Det var hans første stalling, så han var naturligvis stolt. Jeg tog et billede af ham og stallingen med hans kamera, inden fisken kom tilbage i åen.
Jeg fiskede videre og i et af de dybe sving placerede jeg fluen lige foran en god standplads. Jeg kunne følge fluen pga den hvide vinge, og langsomt kom en bækørred op under fluen og sugede den til sig. Efter modhug og en kort men hidsig fight kunne jeg tage et billede af en 40 cm bækørred.
Næsten nede ved grødeopsamlingen huggede endnu en pæn fisk, men jeg havde kun på i et par sekunder.

13. 11. maj 2007, Grindsted Å, Bystykket
Jeg skulle lige et smut til åen efter at Mette var taget til fest. Det blæste mere end i går, men det regnede heldigvis ikke. Jeg valgte at fiske nedstrøms for ikke at kaste så meget i blæsten. Et par små stallinger nippede i fluen uden rigtigt at tage ved.
Næsten nede ved det store hul/sving lige inden broen fik jeg øje på en tom øldåse. Jeg lagde stangen på bredden og lige da jeg bøjede mig ned for at samle dåsen op, var der hug. Jeg greb stangen og strammede op. Den her fisk var stor, kunne jeg mærke med det samme. Jeg fik langsomt trukket fisken op mod mig, samtidig med at jeg bevægede mig nedstrøms. Fisken gik dybt og da den var ud for mig tog den det første udløb. 20-30 meter vil jeg tro. Det samme gentog sig et par gange, inden jeg fik fisken at se. Wov, den var stor og tyk. Jeg kunne ikke se fluen, da den sad dybt i gabet på fisken, og jeg havde bare 0,14mm forfang på. Efter 10 minutter fik jeg fisken ind til land. Det lignede ikke en bækørred, prikkerne og farverne var 'forkerte', og så tyk og fed plejer bækørrederne ikke at være. Det var heller ikke nogen regnbue eller laks, så jeg tror det var en havørred. Jeg tog bestik af fisken og klippede snøren over, og væk var den. Jeg målte på bredden at fisken var mellem 60 og 65 cm og vejede vel en 3 kg. Desværre havde jeg ikke kamera med.
Jeg huskede at tage den tomme dåse med hjem.
Jeg har efterfølgende talt med et par stykker fra vandplejeudvalget. De mener, der er tale om en bækørred.

12. 10. maj 2007, Grindsted Å, Utoft
Jeg parkerede ved grødefanget og gik ned til stykket ned mod byen. Det blæste en del og ind imellem kom en krsftig regnbyge. Men en fin bækørred på 35 cm kunne ikke stå for en grå nymfe.

11. 5. maj 2007, Grindsted Å, Utoft
Jeg tog en tur til åen allerede ved 13-tiden. Jeg plejer som regel først at komme hen under aften. Midt på dagen er lyset bedre til at spotte fisk i, så jeg startede med langsomt at bevæge mig ned langs åen. Jeg så en del små ørreder og stallinger, jeg så en enkelt gedde ca 40 cm og mange hundestejler. Jeg skulle et stykke ned af åen før jeg så et par gode stallinger og en enkelt ørred. Jeg krogede en af stallingerne, men den hoppede selv af helt inde ved land. Lige over 30 cm.
Jeg var efterhånden helt ned ved sommerhuset og her så jeg adskillige store stallinger. Jeg besluttede mig for at gå helt til enden og så fiske mig tilbage opstrøms. Inden jeg nåede grødeopsamlingen havde jeg fanget 2 stallinger, en på 42 cm og en på ca 35 cm. Den største tog nymfen, lige da den landede på vandet, og jeg gav straks tilslag. Jeg kunne mærke med det samme, det var en god fisk. Jeg fik den hurtigt ind på noget vegtation, tog et billede med mobilen, fik krogen ud og satte fisken tilbage.
Jeg så en på modsatte side, som fangede en 30 cm stalling. Jeg kunne se han brugte noget bundtackle. Et stykke bly og så krogen med orm. Da han fik fisken på land, brugte han lidt tid på at få krogen ud af fisken. Det var en meget lille krog og stallingen havde slugt. Jeg tror næppe fisken overlevede, men fiskeren var også ligeglad. Han sagde, arhh bare en stalling. Jeg synes, det var en fin fisk. Måske man skulle overveje at foreslå minimumkrogstørrelse ved ormefiskeri, eventuelt kombineret med modhageløse fluekroge.

10. 3. maj 2007, Grindsted Å, Utoft
Så flere gode fisk langs kanterne af åen. En ung fyr fra Århus fiskede længe efter den samme fisk, som ikke rørte sig ud af flækken, ligemeget hvor tæt fluen kom på. Jeg rejste 3 gode fisk til, 2 af dem flere gange, men fiskene ligesom ikke rigtigt huggede igennem. Lige inden jeg tog hjem, fik jeg et god hug af en pæn stor bækørred, men den slog sig hurtigt fri igen.

9. 1. maj 2007, Ansager Å, Kølskevad
Havde enkelte sporadiske hug, men ellers var det den koldeste aften i lang tid.

8. 30. april 2007, Grindsted Å, Utoft
Der var mange mennesker ved åen denne aften. Jeg snakkede både tysk og sjællandsk.

7. 23. april 2007, Grindsted Å, Utoft
Det var en flot aften, og jeg fangede et par småfisk. Mens jeg stod og talte med John Bekker ved grødeopsamlingen, så vi en meget stor fisk rulle i overfladen nedstrøms. Vi kiggede på hinanden og sagde wouw.

6. 21. april 2007, Grindsted Å, Utoft
Kiggede mest, fik næsten ikke gjort fluen våd.

5. 17. april 2007, Grindsted Å, Engsøen
Jeg fiskede en times tid, inden vi skulle have bestyrelsesmøde. Så ikke rigtigt noget.

4. 14. april 2007, Grindsted Å, Utoft
Vel hjemme igen, skulle jeg lige en tur til åen i det knaldgode vejr. Måske jeg kunne rende ind i en lille klækning. Jeg så kun enkelte døgnfluer og ingen ringende fisk, så jeg fiskede med nymfe. Midt mellem tilløbet med pæle og grødeopsamlingen rejste jeg en god bækørred, som dog ikke bed ordentligt. Ellers fangede jeg nogle små fisk, både bækørreder og stallinger.

3. Uge 15 2007, Langeland
En uges ferie i sommerhus på Langeland. Jeg fiskede næsten hver dag, men fik uendeligt lidt ud af det rent fangstmæssigt. Jeg fangede 1 ørred på 41 cm. Det var også den eneste fisk, jeg så på hele turen. Jeg fiskede forskellige steder på Langelands østkyst, morgen og aften og i forskelligt slags vejr. Jeg brugte blink, når det blæste for meget til fluen og ellers med flue.
Den sidste morgen skulle jeg prøve neden for Langelandsfortet. Der var et sted, hvor der var godt at vade ud og man kunne fiske hen forbi en lille spids, der gik ud i vandet. Men inden jeg begyndte at vade huggede ørreden helt tæt under land. Fisken kunne snart trækkes op på stranden, hvor den fik et gok og så ellers renset. Jeg ville se, hvad den havde haft på menuen. Den havde kun spist tanglopper, men i massevis. Et billede blev det også til.
Med alle de timers fiskeri burde jeg have været i kontakt med flere fisk. Men bortset fra de manglende fisk var det en fin ferie.

2. 6. april 2007, Grindsted Å, Utoft
Så startede sæsonen endelig. Jeg gik først opstrøms broen. Jeg skræmte 2 store fisk, der begge stod på lavt vand i solen. Måske de stod og varmede sig. Jeg gik også en tur nedstrøms og fangede 2 små bækørreder og havde et yderligere et par hug. Jeg så 2 døgnfluer, den ene blev ædt af en fisk. Fisken så ret lille ud, så jeg gad ikke skifte til tørflue for at fisk efter den. Jeg talte kort med et par andre fiskere, der var taget den lange vej fra Sjælland. Den ene havde fanget et par pæne bækørreder, som han havde sat ud igen.

1. 28. marts 2007, Simested Å
Jeg var en tur i Himmerland i anledning af arbejde. Så jeg tog en tur forbi Simested Å på vejen hjem. Jeg så eller mærkede ingen fisk, men jeg nød det gode solskinsvejr, og jeg så en enkelt døgnflue.